Kan alle hypnotiseres?
Mange tror, at hypnose handler om modtagelighed og at hypnose kun virker hvis man er modtagelig overfor hypnose. Modtagelighed virker som om, man skal være modtagelig overfor noget, der kommer udefra. I virkeligheden er hypnose en tilstand man bringer sig selv i, ofte guidet af en hypnotisør. Derfor er et mere sigende ord hypnotisk kapacitet.
Det er en misforståelse at kun nogle mennesker kan gå i hypnose. Alle normale mennesker kan komme i hypnose. Men for at en anden person skal kunne guide én i hypnosetilstanden, skal man selv ville det, og have tillid til hypnotisøren.
Nogle mennesker er fantastisk gode til at komme i hypnose, de fleste er rigtigt gode og nogle har brug for at prøve det nogle gange, førend de rigtigt kan slappe af, hvilket selvfølgelig er bedst at kunne.
Det går nemmest, når man kan føle sig afslappet og har tillid til hypnotisøren.
Hvis man arbejder med ændring af sanseoplevelser, kan den hypnotiske kapacitet måske godt have indflydelse på effekten af hypnosebehandlingen, men hvis man arbejder med almindelige problematikker som angst, søvnproblemer, afhængigheder osv. betyder den hypnotiske kapacitet ikke særlig meget. En registreret hypnotisør har også en grundig terapeutisk uddannelse, og den terapeutiske behandling vil kunne skabe forandringer for alle.